Digterne
(Uddrag)

Digtere der elsker.

Digtere der elsker Grækenland.

Digtere der vil elskes og når de bliver det, straks forlader poesien, lettede.

Digtere der skriver deres telefonnumre i digte.

Digtere til fest drømmer om lyse ensomme rum.

Digtere i lyse ensomme rum drømmer om fester.

Digtere i lange kolonner på en lang march.

Digtere der skærer citroner i mørket.

Digterens fascination af snegle, der både har penis og vagina og spidder hinanden med pile af kalk, inden de parrer sig.

Digterens tårer, når han tager hendes køn i munden.

Digteren der vil være tough, så hun køber en læderjakke og sætter sig op på en motorcykel og knepper en pige, som kommer fra en lille by på landet, og så skriver hun digte om det og føler magten knitre i ngerspidserne som små lyn.

Digteren der planlægger bankrøverier sammen med sine digtervenner. Ti banker i indre by skal røves på samme tid, så i hvert fald nogle af digterne kan slippe af sted i forvirringen. I bankerne skal der efterlades digte (dumt).

…

Digteren smiler til græshopper.

Digteren undersøger hotellernes poetik.

Den næste destination virker altid mere tiltrækkende på digteren end der, hvor hun er. På samme måde bliver de foregående stop mere og mere attraktive, jo længere væk de kommer.

Digterens ansigt i det øjeblik hun indser, at hun aldrig mere kan komme hjem. At der aldrig var et hjem til at begynde med.

Digteren besidder en vigtig post på instituttet for længsler. Digteren keder sig, hvor end hendes jeg er.

Digterens fornemme melankoli, den sidste rest af Det Østrig-ungarske Rige.
Digteren forestiller sig fremtidens golfbukser.


Digteren sidder i sit badekar som et krydstogtskib i en dyb fjord.

Digteren med den pengeløses overlegenhed knejser som et fyrtårn på sine følelsers yderste pynt.

Digteren med den utilpassedes anspændthed vrider sig som en orm i sine tankers snørklede gange.

Digteren med mælkeskæg.

Digteren med fuld fart på.

Digteren med sin yngre mandlige assistent.

Digteren med kokkens datter, kræver sin ret.

Digteren med sit ansigt i hænderne.

Digteren med ph.d.

Digteren med ngeren på sit Ouija-bræt.

Digteren med maske og handsker på bryder ind i sit eget hus for at få udbetalt forsikringspenge.

Digteren fremkalder i dagdrømme alle de huse, hun har boet i. Rummene, møblerne, køkkenerne og de digte, hun skrev i husene, til sidst de dagdrømme, hun havde i hvert enkelt værelse.

Digteren foretrækker tekster, hvor jeget, hvis der er et jeg, er ydende. Et jeg, der kan indtage alle positioner, maskulin, feminin, ung, gammel, menneske, dyr, græsstrå, tektonisk plade – på skift eller på samme tid. Et tvivlende, søgende, aspirerende jeg. Et rasende, roligt, ventende jeg. Et lille nissejeg under verdenskrigen trygt og godt ved kaminen.

Digteren nægter at give op. Skaldet isse, bøjet over det hvide papir, som han langsomt fylder med forholdsord, gradbøjninger af Gud.

Digterens vildskab, tæmmet af hans forpligtelser over for en pige, han adopterede fra Kina, kort før 11. september ødelagde hans forestilling om, at han kunne give hende fred og tryghed.

Digterens forfængelighed og forestilling om sit eftermæle, de sirlige breve adresseret til venner, forlag, kritikere, men skrevet med nationalbibliotekets mørke hyldemil for øje.

Digteren der sent i livet indser, at et helt livs fjendskab med en bestemt kritiker var det bål, der holdt hans digtning i kog.

Digtere der interesserer sig for, hvad der sker, når man tager bevidsthedsudvidende stoffer.

Digtere der interesserer sig for, hvad der sker i dagene, efter at man har taget bevidsthedsudvidende stoffer.

Digtere der mener, at Digtningen er langt klogere end digteren selv, ja, end nogen.

Digteren der skriver om det kinesiske samfunds mørke sider.

Digterens dybe identi kation med Glenn Gould og Joseph Cornell.

Digteren der arbejder bevidst på at nedbryde sin opdragelse til at være et godt menneske, brænder alle sine broer og ender i et fremmed land, hvor han bliver guru for en ok stofmisbrugere, der nder trøst i hans enorme selvhad.

Digtere der vinder priser og får et opblæst selvbillede, de kan bruge som alibi for nye overgreb på sproget. Svulstige metaforguirlander, sitrende kadencefeber.

Digtere der vinder priser i udlandet, fordi oversættelsen helt skjuler de overgreb, de har begået på modersmålet.

Digtere, hvis følsomhed over for modersmålet er så fortættet, at den aldrig kan oversættes.

Digtere der bliver sårede, når den offentlige anerkendelse, de foragter, ikke tilfalder dem.

Nogen puffer til digteren i biografen. Han må være faldet i søvn. Måske har han snorket? Hvorfor ville de ellers puffe?!

Digteren om natten studerer træerne i øde parker. Digteren om morgenen studerer dynens landskab.

Digterens forundring over, at elsdyret findes.

Digterens minutiøse bogføring af mursejlernes træk, antal og adfærd.

Digtere der skriver lange digtsuiter om vinden eller havet. Digtere der skriver digte ved hjælp af googlesøgninger.

Internetdigteren er for litteraturen, hvad kantinen er for skolen.

Den romantiske digter er for litteraturen, hvad sommer- fuglen er for sommerfugleteorien.

De tre digtervenner der op nder en fjerde, ktiv digter, som gør en ende på deres venskab.

Digtere der kommer for sent til aftaler med andre digtere.

Digtere der skriver under for fred.


Digterens følelse af afmagt over for hungersnøden i Haiti.

Digteren, 43, gift, med børn og eget hus, raser mod småborgerlighed, ser sig selv som revolutionær anarkist og klandrer andre digtere for at være apatiske.

Digterens bekvemme selvbedrag.

Digteren falder ned, ned, ned i sin drøm sammen med en masse andre mennesker og stole og borde i en slags vandfald.

Digterne møder hinanden i en bisværm.

Digterne drikker sig fulde og spiller lange bordtennis- turneringer uden bold.

Digterne tager alt tøjet af.

Digterne gemmer sig inden i den trojanske hest.

Digterne springer rundt på ramponerede biler i morgensolen.

Digterne diskuterer forskellen på at have venner i litteraturen og at have venner i virkeligheden.

Digterne diskuterer, hvad der er bedst; at blive brændt levende eller spist af en haj.

Digterne bliver smidt ud fra kunstgalleriet for at have sex på lokummet.

Digterne be nder sig i nærheden af en tennisbane om natten, de er faret vild i livet, men livet ved præcis hvor de er.

Digterne samles i en cirkel om bålet med deres yndlingsbøger, det kunne være Italo Calvinos Hr. Palomar, John Ashberys The Tennis Court Oath eller Pieter de Buyssers Landscape With Skiproads, og hver fortæller så, hvad denne bog har betydet for dem, hvordan den inspirerede deres egen skrift, ledte dem mod nye erkendelser, hvorefter de kaster dem på bålet. Alle betydninger omdannet til varme, den oprindelige jagt på de perfekte ord, forløst i ammernes dans over de rygende sider. Ilden som den ultimative læser.

Digterne mimer romantitler for hinanden, som de skal gætte.

Digterne forsvinder som skrifttegn over isen.


Skyernes skygger indhenter digterne.

Hvis jeg var kunstner, tænker digteren, ville jeg sælge en masse kunst og købe et sommerhus i Spanien.

Digteren holder øje med myrernes stier gennem køkkenet.

Digteren forestiller sig, at bogreolerne er højhuse og hver bog en lejlighed fuld af ordmennesker, der bor side om side, uendeligt tæt. I denne metropolis af betydning åbner sig nye landskaber, dufte, følelser, bevidstheder for hver millimeter, man bevæger sig i alle retninger.

Digteren forestiller sig alle gravide kvinder på gaden i New York bryde ud i sang og synkrondans som i en musical.

Digteren træder ud af en mørk trappeopgang og mærker den kolde, tørre luft. Dampen fra en hunds tunge.

En hund, som digteren aldrig har kendt, har sukket.